Sang paa Fjeldet

I Aftenens Glands mon gløde
Bjergenes Krop
Og Fuldmaanen hist! den røde;
Hæver sig op;
I Dalen er Alt saa mørkt og tyst
Sødt Kilderne kvæge og Kildens Bryst
Orangen højt, den søde
Sig vugger i Træets Top

Forsigtigt mit Æsel træder
Kløftbroens Bræt
Til Fodret han alt sig glæder
Foden er træt
Han støder sin Røst i Luften hen
Det klinger fra Bjerg Dal igjen;
Han ryster Trensens Kjæder
Og spidser sit Øre net

Sеlv langsomt Foden jeg flytter
Stеjl er min Gang;
Mod Fjeldvæggen Haanden støter
Stien er trang
I Vinhaugen brænder rødt et Baal
Der venter mig huldt min Længsels Maal
Jeg ved jo, hist hun lytter
Og hører nok alt min Sang

De sortbrune Øjne tindre
Stjernerne lig
De sige mig "Hjertets Indre
Brænder for dig."
Højt lyder Kapellets Klokkeklang
Da nynner hun fromt den Aftensang:
Madonna, huldt du lindre
Min Længsel evindelig

O! Nina, min unge Kvinde!
Liflig og varm!
Snart skal jeg omkring dig
Vinde kraftigt min Arm
Trygt kysser jeg Læbens Rosenblad
Som skulde vi aldrig skilles ad:
Og Morg'nens Sol skal finde
Os slummrende Barm mod Barm